Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Nu er det længe siden...

Nu er det længe siden...


# Nyheder
Udgivet af Anni Kellermann, torsdag d. 25. august 2022, kl. 21:34

Nu er det længe siden

Sådan lyder overskriften på Sognepræst Thomas Frøkjærs klumme i Uge-Bladet Skanderborg i uge 31. Du kan læse hele indlægget her: 


Lad mig bare indlede med at indrømme, at jeg er lidt nostalgisk og romantisk anlagt. Især når det gælder høst. Jeg savner høsttiden i de gode gamle dage. Det siger jeg, selv om jeg godt ved, at ikke alting var lige godt – heller ikke dengang. Og at man generelt ikke slipper godt fra at sætte lighedstegn mellem det, der er godt, og så det, der var engang. Men lige præcis når det drejer sig om høst, så var der altså noget mere ved den i gamle dage. Dengang man var dreng og gik i knæstrømper og korte bukser. Dengang kornet var højere og mere gult, dagene længere, arbejdet hårdere og søvnen tilsvarende sødere. Der var noget ved høsttiden, som gjorde indtryk. Noget, der fæstnede sig i erindringen. Noget forunderligt. Nogen oplevelser. Noget støv og noget sved. Nogen lugte og nogen berøringer. Noget med modhager, som kunne kradse så skrækkeligt under skjorten. Noget slid og noget fællesskab. Men også nogle velfortjente røde hindbærbrus og gule ostemadder med et ordentligt lag tandsmør nedenunder. Og nogle tårnhøje vognlæs og halmbunker, som man kunne hvile sine trætte og ømme lemmer i – og hvorfra man kunne kigge lige ind i Guds blå himmel.

                      Det var dengang høsttiden gennemsyrede hele samfundet. Hvor alle måtte af huse og hjælpe til, når tiden var inde. Også børnene. Også de gamle. Om ikke andet så kunne de da cykle ud i marken med en kop kaffe og en mellemmad til de seje, benede kåålfolk derude og på den måde gøre sig til gavn. Det var dengang, man fik vejrudsigten ved at kigge op på skyerne og ikke ned på sin IPhone. Og hvor man ikke diskuterede, om der var interesse for en efterfølgende høstfest i forsamlingshuset, men om man nu kunne være der! Og heller ikke, om man skulle blive derhjemme og fare rundt som en flue i en flaske og gøre ved, når kirkeklokken indbød til høstgudstjeneste. Eller om man skulle komme og være med. Og takke Ham for alt, hvad han har givet, for hvad han vokse lod i vang, for ordet og for livet.

                      Men ikke bare i kirken er der blevet længere mellem høstarbejderne. Det er der også i hjemmene og på de få gårde, der efterhånden er tilbage. Og ikke mindst på markerne.  Man kan næsten komme til at overse, at det har været høst. For der er jo stort set ikke nogen, der beskæftiger sig med høst- og så-arbejde længere. Og det er ikke så sært, for der er sandelig forskel på min barndoms grå Massey Ferguson og så de kæmpe traktorer, der kører rundt i dag – og som kører dag og nat. For der skal ske noget. Vi moderne mennesker har slet ikke tid til alt det høstarbejde – og alt det andet, vi har så travlt med. Vi må se at blive færdige, så vi kan komme videre. Videre med at arbejde og producere og tjene penge, så vi kan få os en ny bil og komme på ferie. Vi har så travlt. Vi har så mange sære ting for. Tiden er blevet en anden. Tiden er – kan man godt sige - løbet fra os. Det er den i enhver forstand.

                      Men er det godt eller skidt? Ja økonomisk og produktionsmæssigt er det helt sikkert godt. Men er det også godt menneskeligt?… Jeg er ikke sikker på det. Måske er vi ved at sætte en dimension ved tilværelsen over styr. En dimension, som man havde i gamle dage, og som gav livet mere fylde og større og dybere glæde. Kald det eftertænksomhed, eller taknemmelighed, samhørighed med Gud og mennesker måske, eller sammenhold. Kald det hvad du vil. Men noget er gået tabt – sådan oplever jeg det. Men jeg er selvfølgelig heller ikke hverken landmand eller høstarbejder.

Sognepræst, Thomas Frøkjær