Søndag den 17. september holdt vi høstgudstjeneste i Skjørring kirke. Den sidste gudstjeneste der, før kirken lukker i en måned, så træværket kan blive malet. Der var fuldt hus, vi sang de smukke høstsalmer, og Thomas Frøkjær holdt en fantastisk prædiken over dagens tekst, hvor han inddrog Martin A. Hansens historie om at se Guds ansigt i en rugkerne.

Om ikke lige Guds ansigt, kan du her se billederne af de smukke dekorationer - og et billede af Skjørring kirkes smukke nabohave, der i den grad lægger sig op af temaet om høst og taknemmelighed. Det er en have, der er lagt meget kærlighed i gennem årene, og jeg stopper altid og kigger ind, når jeg er i Skjørring.

__________________________________________________________

Om høstgudstjenesten og høsten:

En af mine venner sagde en dag, hvor vi snakkede om høsten, at høsttid er højtid. Det er så rigtigt. At høste frugten af årets arbejde i mark og have – eller af naturens overflod – føles så rigtigt og basalt. Man føler sig taknemmelig – ja, nærmest andagtsfuld. Det  gælder, om man høster 100 hektar hvede eller blot solbær og squash i haven, tomater fra drivhuset og hyben og mirabeller langs vejen. Naturens gaver.

Høsttiden er lang. I august brummer høstmaskinerne på markerne, afbrudt af ’fuld tank’ alarmens bippen. Store bunker af korn ligger ved vejen og venter på bilen fra foderstoffen.

Dernæst skal rapsen skårlægges, og så er der brød og olie på vej. Her i september rødmer æblerne, og senere skal majsen snittes og kartoflerne tages op. Høsten er tryghed. Den er mad til vinteren til mennesker og dyr, og den er såsæd og frø til næste års høst. Den er belønningen for årets arbejde, den er glæde og taknemmelighed. 

Det fejrer vi til høstgudstjenesten den 17. september i en smukt pyntet Skjørring kirke, hvor vi skal synge de dejlige høstsalmer og takke for høstens overflod. Sikkert også Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, hvor glæde og taknemmelighed stråler igennem hver verselinje:

Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan, 
frimodigt som fuglen i skove,
og takke for regnen, som vander mit land,
for solskin og varme i sommerens brand,
for avl i min lade dig love.
Hvad magted jeg vel, 
om du ej gav held? 
Det vokser jo, medens vi sove.