Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Matador i ord og toner – Et koncertforedrag

Matador i ord og toner – Et koncertforedrag


# Tidligere arrangementer
Udgivet af Karen Engell Dalsgaard, søndag d. 30. januar 2022, kl. 00:00

Den 16. marts fik vi besøg af den fantastiske duo, Toner af Guld i sognegården. Det var en dejlig, sjov og opløftende oplevelse, og vi fik repereteret vores viden om serien Matador, om tiden og om tidens toner.

Se billederne her.

Om koncertforedraget fortæller Toner af Guld selv:

Hvad får man, når man blander forkærligheden for Matador med passionen for musik og interessen for historie? Man får følgende cocktail:

”Matador i ord og toner – et koncertforedrag.”

Musikken, der indgår i Matador, er et relativt uudforsket område, som Toner af Guld med stor entusiasme har kastet sig over. Tidens toner med Marguerite Viby, Leo Mathiesen, Lulu Ziegler og Ib Schønberg understreger stemninger af glæde, vemod, munterhed og drama. Det samme gør Rødes bryllups-optræden, de tyske soldaters traurige lieder samt indslag på Postgaarden af finkulturel karakter. Toner af Guld guider publikum på en musikalsk tidsrejse fra 1929-1947, hvor genrerne er bredt repræsenteret med alt fra operette til revyviser og jazz. Numrene bindes sammen af små fortællinger om TV-succesen, musikken og perioden, og de integrerede  fællessange afrundes på festlig vis af Konsulinde Holms sølvbryllupspoesi på ”Sølvstænk i det gyldne hår”.

Om Toner af Guld:

Den midtyske duo, Toner af Guld, består af ægteparret Helle og Dynes Skovkjær – en klassisk sopran og en alsidig spillemand. Helle og Dynes har siden 2008 år sammen optrådt med flere hundrede kirke- og sognekoncerter, kabareter og koncertforedrag. De har begge en fortid som skuespillere på sommerspillet Busbjerg, hvor de traf hinanden i 2008. Begge er læreruddannede, hvilket kommer til udtryk gennem deres bemærkelsesværdige formidlingsevne.