i forbindelse med skovturen i præsteskoven 13. juni 2021 delte Hans Gravholt fortællingen om Troldhøjen, der ligger lige uden for præsteskoven. Dem der gik glip af den fine fortælling på selve dagen, kan, bland andet, her læse en artikel skrevet af Claus Jørgensen.
TROLDTØJ PÅ TROLDHØJ?
Til trods for at jeg ikke er historiker, har man bedt mig skrive en “historisk artikel” til Kirkebladet, efterdi jeg både har læst mig til facts og lyttet til lokale skrøner gennem de omkring 40 år, jeg har boet her i Fajstrup.
Er man interesseret i facts, vil jeg på det varmeste anbefale Søren Rasmussens velunderbyggede artikler, der nemt kan findes på http://www.lading-fajstrup.dk/
Af de mange muligvis–facts og halve sandheder, jeg har taget til mig, har jeg så i denne artikel – af pladsmæssige årsager – valgt at fokusere bare på Troldhøj.
Men lad mig starte med betydningen af bynavnet Lading. Her gives flere muligheder, men jeg foretrækker: “Stedet, hvor der lades”, thi det passer fint med tanken om, at man i “gamle dage” kunne sejle – via et net af åløb, der eksisterer den dag i dag – lige fra Aarhusbugten og helt ind til ladepladsen på søens nordside, for at losse medbragte varer af og få en ny ladning ombord.
Det må have kunnet lade sig gøre; ikke fordi vandstanden dengang var så meget højere end nu, men jeg tror, at der har eksisteret et omfattende system af sluseanlæg, der har gjort fragtsejlads ikke blot mulig, men også langt mere rentabel end kærretransport af datidens primitive, svært fremkommelige veje.
Og når vores naboby mod syd hedder Skivholme, tror jeg – uanset om sagkundskaben hævder noget ganske andet –, at navnet refererer til nogle holme, hvor “fragtskibene” kunne lægge til. “Skiv” kunne muligvis enten stå for “skib” eller for “Skyde” (skude), en nu forsvunden landsby, der tidligere gav navn til det omliggende sogn. På “vandvejen”, længere ude mod Århusbugten ligger også en landsby, der refererer til skibstransport: Skibsted.
En gammel skrøne fortæller, at en bande sørøvere brugte vandvejen til Lading Sø. Når de havde været på togt i danske eller måske udenlandske farvande, flygtede de til deres faste tilholdssted, der lå på sydsiden af Lading sø: Borgkomplekset Brinne med omliggende bebyggelse.
Da Dronning Margrethe I i slutningen af 1300-tallet beordrede alle borganlæg i Danmark nedlagt, blev også Brinne jævnet med jorden; men materialerne blev bl.a. brugt til at bygge en herregård på toppen af en nærliggende lyngbeklædt flad bakke, som den senere fik navn efter: Lyngballegård.
De eneste synlige rester af Brinne er en lille kvadratisk høj, på hvilken borgens centrale fæstningstårn lå, omgivet af en voldgrav og dengang sandsynligvis også palisader.
I dette tårn, en såkaldt motte, kunne sørøverne – eller hvem, der nu ellers boede på borgen – så i yderste nødsfald, – hvis de omkringliggende bygninger allerede var erobret -, trække sig tilbage og yde et sidste forsvar mod et fjendtligt angreb.
Selve motten er forlængst væk. Kun højen, mottens fundament, og resterne af dens omkringliggende voldgrav ligger tilbage. Men når højen i folkemunde gennem de efterfølgende århundreder er blevet kaldt for Troldhøj, kan en banal forklaring være, at folk har fornemmet, at der sker overnaturlige ting på og omkring højen. Det gør der måske stadig?
I 1970-erne, da stedet endnu ikke var gemt bag tæt bevoksning, kunne man her fra Fajstrup se direkte over på højen, hvor jeg flere gange har set lys bevæge sig midt om natten. Om der så blev afholdt heksesabbat, nogle asatroendes “blot” – eller at det måske blot har drejet sig om nogle spejderes “natmanøvre”, var jeg for doven, for søvnig eller måske snarere for fej til at gå over og udforske nærmere. Som kristent menneske har man da vel en vis respekt for troldtøj!
Claus Jørgensen, Fajstrup
Artikel, som Claus Jørgensen, Fajstrup, har bragt i Lading Sogns kirkeblad i 2013
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Troldhøj voldsted består af en nærmest rund borgbanke – ca. 11 m i diameter på topfladen og ca. 3-4 m. høj. Banken har oprindelig været omgivet af vandfyldt voldgrav.
Voldsted med fredningsnr. 241310
Et voldsted er rester af et befæstet anlæg. Et voldsted kan bestå af en eller flere banker, hvorpå der har ligget en borg omgivet af volde og voldgrave.
De er ofte strategisk anlagt på en bakke eller ved en sø/et vandløb, hvor landskabet har medvirket til at danne et naturligt forsvar af borgen.
Mange voldsteder med tilknyttede borganlæg ejedes af kongen, men også mange private byggede borganlæg for at kunne forsvare sig i urolige tider.
Der findes over 1000 voldsteder i Danmark. De fleste danske voldsteder stammer fra 12-1300-tallet dvs. højmiddelalderen.
Troldhøj voldsted består af en nærmest rund borgbanke – ca. 11 m i diameter på topfladen og ca. 3-4 m. høj. Banken har oprindelig været omgivet af vandfyldte grave. Gravene fremtræder tydeligt på reliefkortet ovenover. Reliefkortet er baseret på laserscanninger. De gør det muligt at se højdeforskelle i landskabet og afsløre skjulte strukturer efter eksempelvis gravhøje, voldanlæg og lignende. Umiddelbart øst for banken er fundet nedrammede planker, muligvis stemmeværket fra en vandmølle. På ladegårdspladsen syd for banken er optaget munkesten og syldsten dvs. rester af bygninger. Stedet er nævnt i 1300-tallet som Troltorp.
“Troldhøj” har fra gammel tid været velkendt over hele egnen, og der går mange beretninger om den. Det fortælles bl.a.at Niels Ebbesen skænkede denne borg, Troldborg, til Svend Trøst som belønning for dåden i Randers.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
I 1340 var Jylland pantsat til den holstenske grev Gert, den kullede greve, som foretog togter helt op i Nørrejylland. Med sig bragte han en hær på 11000 mand, hvis opgave det var at udrydde de jyske jordbesiddere. I Randers blev grev Gert imidlertid syg, og alle troede han skulle dø. Men glæden blandt jyderne varede kun kort. Grev Gert kom sig igen. Da samlede den jyske væbner Niels Ebbesen en skare på kun 47 mand som om aftenen 1. april red over Randers Bro og ind i byen. Med list undgik Niels Ebbesen og hans mænd de 4000 holstenske soldater i byen, og det lykkedes dem at dræbe grev Gert. Gennem foråret og sommeren tilbageerobrede jyderne deres land, blot ikke den stærke fæstning i Skanderborg hvor holstenerne stadig holdt stand. Den 2. november kom de holstenske tropper på Fyn til undsætning, og så gik det galt. 2200 jyder, heriblandt Niels Ebbesen, mistede livet. Grundtvig har skrevet sangen Om Danemarks kvide der lød en sang til brug ved 500-årsfesten for Niels Ebbesens heltegerning.
Om Danemarks kvide der lød en sang
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1839 Melodi: Dansk folkemelodi
Om Danemarks kvide der lød en sang
så sørgelig:
Der var ingen konning i Danevang,
men borgerkrig.
Dansken var fredløs i skov og på hede,
herrer vi havde af himmelens vrede,
for tyskerne reves om Danmark.
Det voldte en konning så svigefuld
som skum på vand,
det voldte to grever af jættekuld
i Holsterland,
mange om skylden og flere om skaden,
fjenden på borgen og falskhed på gaden,
da tyskerne reves om Danmark.
Grev Gert var en kæmpe, en hals fuld hård,
som stål og jern,
og krigsmænd der strømmede til hans gård
fra nær og fjern.
Alting han voved for lidet at vinde,
spared som nælden ej ven eller fjende,
og tyskerne reves om Danmark.
Grev Hans var en kræmmer, holdt hus i Kiel
med høg og hund.
Han kaldtes den milde, for evigt smil
var om hans mund.
Ræven i skove og ulven på hede,
herrer vi havde af himmelens vrede,
da tyskerne reves om Danmark.
Niels Ebbesen var sig en riddersmand
på Nørreris,
og aldrig forstummer i hedeland
den herres pris.
Han tog af dage den kullede greve,
fri ville han enten dø eller leve,
da tyskerne reves om Danmark.
Den kullede greve drog op i nør
i herrefærd.
Han rykkede frem, som han plejed før,
med ild og sværd.
Jyderne alle fra Randers til Ribe
danse han bød efter holsternes pibe
for tyskerne reves om Danmark.
Niels Ebbesen! sagde grev Gert pa jysk:
din frist er kort,
vil ikke i galgen du lære tysk,
så pak dig bort!
Skam skal du få med hr. Bugge på Halden,
hvor mange heste I så har på stalden,
for nu råder tysken i Danmark!
Niels Ebbesen svared et ord i hast:
Hæng tyv og skælm!
men hæng ingen ridder, før sværdet brast
med skjold og hjælm!
Vogt dig for, hvem du til fredløshed dømmer!
langt ej fra børn og fra hustru jeg rømmer,
mens tyskerne rives om Danmark.
Med tyskere vrede i tusindtal,
i kammen kry,
den kullede greve drog ind med bral
i Randers by.
Ilde han tured, og værre det tegned,
kvinderne bæved, og børnene blegned,
for tyskerne reves om Danmark.
Niels Ebbesen fo'r da i harnisk brat
for landefred,
han gæstede greven en forårsnat,
og sværdet bed.
Fri vilde han enten dø eller leve,
livet han tog af den kullede greve,
da tyskerne reves om Danmark.
Sig hævned de holster ved Skanderborg,
dér faldt vor helt,
og sjunget der blev om Jyllands sorg
ved sund og bælt.
Aldrig hans minde dog lægges i mulde,
han stod i spidsen for jyderne hulde,
da tyskerne reves om Danmark.
Forgangen er siden fem hundred år
i lyst og nød,
end Danebrog vajer, og Danmark står
i aften rød.
Kappes nu, alle småfugle i lunden!
nu er til sang om Niels Ebbesen stunden.
Lad tyskerne græde for Danmark!