Fuld af glæde over livets under
med et nyfødt barn i vore hænder….

Første gang, et menneske i vores del af verden møder kirken, er - som regel - ved dåben. Ved dåben optages barnet i menigheden. De praktiske ting omkring dåben kan du læse om her. I denne artikel handler det mere om, hvad dåben er for en størrelse. 

Hvad betyder dåben, hvor kommer traditionen fra, hvad er den bibelske baggrund, hvordan spiller det verdslige ind, og hvad gør man i andre kulturer? Mange og store spørgsmål, som artiklen vil forsøge at besvare.

Det hele startede med Johannes Døberen. Ham, som det gik så ilde senere, da hans hovede endte på et fad. En sørgelig historie. Johannes var det, man kaldte en vandreasket. Han levede i og af naturen, prædikede renhed i sind og tro og døbte folk i Jordanfloden som tegn på, at de blev vasket rene både udvendigt og indvendigt. Hans taler og handlinger trak folk til sig fra hele landet, og mange blev hver dag døbt i floden. En dag døbte han også Jesus. Hvad der så skete, kan du læse om blandt andet her, mens historien om dåb fortsætter under billedet.

Det var nemlig dengang voksne, der blev døbt.

I oldkirkens tid blev man derfor også døbt som voksen. Før dåben var der en tid med faste, bøn og undervisning, og når kandidaten var klar, var det tid til dåb. Kristne var dengang, som også mange steder i verden lige nu, forfulgte. Man skulle derfor passe på, hvem man lukkede ind i menigheden. Det kunne jo være en spion, en agent, en forræder, der kunne koste hele menigheden livet. Derfor opstod begrebet faddere. Fadderne var garanter for, at den, der ville døbes, var kendt og var en, man kunne stole på.

Nutildags er faddernes opgave at oplære barnet i den kristne tro, hvis forældrene falder fra, før barnet bliver voksent. 

Men tilbage til Jesus og dåben. For efter Jesus var opstået fra de døde, mødtes han med disciplene og bad dem om at gå ud og gøre alle til sine disciple og døbe dem. De nøjagtige ord var dem, vi hører, hver gang der er dåb i kirken. De kaldes også 'Missionsbefalingen'.

Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Med tiden, faktisk allerede omkring år 200 (jeg husker det, som var det i går), blev det almindeligt med barnedåb. Kristendommen var udbredt, og faren ved at være kristen var aftaget betydeligt. Barnedåben har rod i de ord, Jesus sagde til disciplene:

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.  Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«  Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Derfor døber vi børnene, mens de er små. Voksendåb ser vi stort set kun i tilfælde af konvertering fra en anden religion - eller 'stort barn'-dåb, når et barn ønsker at blive konfirmeret uden at være døbt som lille.

Rent kulturhistorisk er dåben også en officiel anerkendelse af barnets eksistens. En ceremoni, hvor barnet bydes velkommen og anerkendes som en del af samfundet. 

Man fremviser sit barn for resten af menigheden, og man giver det et navn. Det har man gjort på mange måder gennem tiderne. Nogle kender måske vendingen at blive knæsat. Det var skik i vikingetiden - den førkristelige vikingetid - at barnet efter fødslen blev båret fra fødselskammeret ind i stuen, hvor faderen tog barnet på sit skød, gav det et navn og dermed anerkendte barnet som sit - og dermed også som arving. 

Der er navngivningsceremonier i stort set alle kendte religioner. 

Hinduerne har en ceremoni på 12. dagen efter barnets fødsel, der indledes med, at hele huset skal gøres rent. Fødsler betragtes som noget urent  (Har du i øvrigt nogensinde tænkt over, hvor mange religioner fra de varme lande, der har fokus på urenhed, renselse og også på forbudte fødevarer? De traditioner er nok opstået for at sikre hygiejnen og undgå sygdomme. For i det varme klima og med de gennem historien ret primitive forhold har det været svært at undgå infektioner eller at opbevare fordærvelige fødevarer korrekt. Ingen operationer uden handsker og ingen rejer uden køleskab, vel? For at få den til at hænge fast, var det smart at gøre det til en del af religionen.)

Men tilbage til hinduernes navngivningsceremoni. Når huset er gjort rent, får barnet sit navn og bliver dermed optaget i samfundet. Og man holder en stor fest.

Muslimerne lader faderen eller imamen navngive barnet - også med stor ceremoni, der blandt andet omfatter ofring af et velsmagende dyr, som man spiser til festen, mens man beder bønner for barnet. Der holder de altså også en fest.

Og jøderne? Man er jøde, hvis man er født af en jødisk mor. Der er ikke noget med at optage barnet i menigheden. Men offentliggørelsen af barnets navn højtideligholdes i synagogen, hvorefter man - selvfølgelig - holder en fest.

Mon ikke også stammereligioner rundt omkring har deres traditioner, når et barn bliver født og del af stammen? Det har de sikkert. Og de holder sikkert også en fest.

Vi holder os til vores dåb, og efterhånden bliver der også gjort mere og mere ud af det i kirken med dåbslys, dåbsklude og dåbsgave. I modsætning til i gamle dage, hvor barnet skulle nedsænkes helt i vand (i en kold, kold kirke - ikke særligt sundhedsfremmende), øser præsten nu kun lidt vand på barnets hovede. Tre gange. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det får barnet ikke lungebetændelse af. Og bagefter? Ja, der holder man selvfølgelig en fest.

Næste afsnit om de kirkelige handlinger handler om konfirmationen. Det er ikke skrevet endnu, men hold øje med siden her - det kommer.