Thomas Frøkjær er præsten bag Præstens Klumme i Ugebladet Skanderborg (side 68) i denne uge. Du får teksten fra klummen her. 

Kristi himmelfar(t)sdag

Det har lige været Kristi himmelfart. Kristi Himmelfartsdag er en lidt speciel dag i kirkeåret, som let giver anledning til misforståelser – bevidste eller ubevidste. Min nu afdøde friskfyragtige onkel Arnold havde gerne for vane at kalde dagen for Kristi Flyvdag – til smil og moro for nogle i selskabet, men også til rynkede øjenbryn fra andre. I hvert fald syntes min kirkesangerfar ikke, det var sjovt. Ja, det grænsede vel nærmest til det blasfemiske, mente han.  – Som om Himmelfarten skulle forstås som om, Jesus på spektakulær vis transformerede sig om til en jetjager eller en rumraket! 

Kristi Flyvdag er én fejlagtig betegnelse for dagen i dag. Uskyldig måske, men i hvert fald forkert.

En anden – og synes jeg selv – sødere og mere opfindsom skal mine børn have æren for. Da de var helt små, havde de ikke den fjerneste anelse om, hvad Kristi Himmelfartsdag var for noget. Men fra Fadervor vidste de godt, at de også har en far i Himlen, som hjalp til med at passe på dem – og som også var Jesu far. Og når nu Jesus blev fejret både til jul og påske, hvad var så mere naturligt, end at også hans far, Gud i Himlen, fik sin egen særlige dag. Så hjemme hos os blev Kristi Himmelfartsdag i børnemunde til Kristi Himmel-fars-dag – altså uden t i midten.

Jeg tænker på det hvert år, når det grønnes og gules udenfor - og naturen fremstår så smuk og indbydende, som den næsten kan blive. At Han virkelig også fortjener denne hyldestdag, Gud Fader den Almægtige, himlens og jordens skaber. Ja, faktisk synes jeg, at dette opdigtede navn, Kristi Himmel-fars-dag, er et endnu bedre navn til dagen end det officielle – altså det med t’et i midten. For ud over at have skabt verden, så var det jo også Gud Fader, der julenat sendte Jesus til jorden. Det var ham, der i påsken oprejste ham fra de døde. Og det er også ham, Gud Fader, der handler og tager Jesus tilbage til sig i himlen. For som det hedder i en af teksterne om Himmelfarten: Idet Jesus velsignede disciplene, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. Blev båret, nemlig af Gud Fader. 

Og det er jo ikke kun Jesus, som Vorherre bærer. Det er også os. 

Der er en gammel, klog legende – en klassiker, så mange af jer kender den sikkert. Men det bliver den ikke dårligere af. Den handler om en mand, der efter sin død kommer i himlen. Gud spørger ham, om han har lyst til at se tilbage på sit liv. Det har han, og nu ser han hele sit liv som på film – både de gode dage og de onde dage. Men efterhånden som filmen skrider frem, lægger han mærke til, at i alle de lyse og gode dage er der to sæt fodspor ved siden af hinanden – hans egne og Guds. Men i de mørke og onde dage er der kun ét sæt. 

- Hvordan kan det være? spørger han Gud. Hvordan kan det være, at du forlod mig, når jeg havde allermest brug for dig? 

- Mit barn, svarer Gud. Der er noget, du ikke helt har fattet: I de lyse, gode dage, fulgte jeg dig. Men i de mørke, onde dage, da bar jeg dig!

Sognepræst Thomas Frøkjær