Vi er nået til den tredje låge i adventskalenderen, og hvad mon der gemmer sig bag den? Jo, næsten en lille ferie. En tur til Italien ved juletid. Lidt spiseligt og et rigtig julehistorie. Lad os starte med det spiselige, så der er lidt at tygge på til resten af historien?

Jule-biscotti

Alle kender vist de sprøde og lidt hårde italienske småkagesnitter med mandler - dem, der hedder Biscotti. Normalt serveres de i Italien med et glas Vin Santo, men de er nu også ret lækre til en kop te eller kaffe - eller til et glas gløgg.

Biscotti kan laves i en juleversion med mandler, syltet appelsinskal og mørk chokolade, og her får du opskriften. (Har du lyst til helt traditionelle biscotti, springer du chokoladen og appelsinen over og fordobler mængden af mandler.)

Du skal bruge:
1 æg
75 g sukker
25 g smeltet smør (let afkølet)
50 g mandler
25 g syltet appelsinskal
50 grofthakket mørk chokolade
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
1 nip fint salt

Start med at piske æg og sukker sammen, til det skummer. Tilsæt det afkølede smeltede smør, mandler, appelsinskal og mørk chokolade.

Bland mel, bagepulver og salt og rør det i dejen. Rør ikke for meget. Dejen skal kun lige samles, så alt melet er 'vådt'. Sæt dejen i køleskabet en times tid, så den kan sætte sig - ligesom tærtedej.

Imens kan du jo rydde op i køkkenet, lufte hunde eller vælge en julefilm til i aften?

Del dejen i to portioner og form - på en bageplade med bagepapir - to stænger af dejen. Forbag stængerne i 25 minutter på 175 grader.

Tag pladen ud af ovnen og lad stængerne køle lidt af, så du kan holde ud at røre ved dem. Skær dem i 1 cm tykke snitter med en skarp kniv (skyd evt. et skærebræt ind under bagepapiret, så du ikke skærer ned i bagepladen). 

Sørg for, der er lidt afstand imellem snitterne, så luften kan komme omkring dem, for nu skal de bages færdige og sprøde i 12-15 minutter - også på 175 grader.

Når kagerne af afkølede, er de sprøde og lige til at servere. Opbevar dem i en kagedåse - eller endnu bedre: i et stort sylteglas, så man kan se herlighederne. Sådan et glas småkager er også en rigtig god værtindegave.

Og så historien om La Befana - et italiensk juleeventyr. 

Når julen nærmer sig i Italien, og bjergtoppene dækkes af sne, mødes man af duften af cypresser langs bakkedragene, og fra de oplyste restauranter og køkkener strømmer de mange dufte af italiensk julemad, hvidløg og krydderurter, søde kager og citrus. 

På bjergsiderne glimter lys fra landsbyer som julelys i mørket. 

Selv i de mindste byer har enhver kirke med respekt for sig selv en julekrybbe, ofte med meget livagtige figurer. Den hellige familie, engle, hyrder, får og måske en ko eller to.

Det er julestemning på italiensk. I Italien bliver det som så mange andre steder først jul den 25. december. Juleaften går man til midnatsmesse, og så er det jul. 

Men gaverne? Dem får man først til Helligtrekonger, hvor den lille Jesus fik gaver af de tre vise mænd, de hellige tre konger.

Aftenen før helligtrekonger har der nok været mange lidt knirkende børn, der trætte efter juledagenes festligheder og utålmodige efter gaverne har kunnet drive deres forældre næsten til vanvid. Og mangen en italiensk bedstemor, en Nonna, har fortalt børnene eventyr for at få tiden før sengetid til at gå lidt hurtigere. Et af de eventyr er historien om La Befana, julens gode heks.

La Befana, (hvis navn er afledt af det italienske ord Epifania, der betyder åbenbaring og er det, italiernerne kalder helligtrekonger), var en kone, som de tre vise mænd mødte på vejen til Bethlehem. Hun gav dem et lunt sted at sove i den kolde ørkennat, og hun lavede god, varm og rigelig mad til dem, for de var godt sultne og trætte efter den lange rejse på kamelryg. 

De tre vise mænd fortalte hende om, hvordan de fulgte stjernen og var på vej til Jesus, som de skulle finde lige der, hvor stjernen stod stille. De spurgte hende, om hun da ikke ville rejse med dem? Den gamle kone kunne ikke rigtigt overskue at rejse bare lige sådan, for hun havde jo masser af arbejde, der skulle passes derhjemme. Der skulle bages brød, syltes figner, vaskes kjortler og fejes, og hvem skulle give katten mad, hvis hun ikke var hjemme?

Da de tre vise mænd var rejst videre, fortrød hun, og hun pakkede i al hast tøj og forsyninger til rejsen og fulgte efter dem, stadig med sin kost i hånden (efter at have fået naboen til at love at passe katten). Men uanset, hvor hurtigt hun rejste, indhentede hun dem ikke, og hun kom aldrig nogensinde frem til stalden, hvor Jesus blev født.

Historien lyder, at hun lige siden hvert år på helligtrekongers aften har rejst verden tynd med sin kost for at lede efter det lille Jesusbarn, og at hun på sin rejse ved midnatstid kommer ned gennem skorstenen i husene med gaver til børnene. 

Nonna slutter historien: Der er altså kun gaver til de søde børn, der har lagt sig til at sove og ikke plager Nonna om flere godnathistorier. Uartige børn må nøjes med et stykke kul, og så kan alle se, hvor uartige de har været.

Det er nu ikke helt almindeligt kul, de små rødder får, for det er jo helligtrekonger, og kulstykkerne er lavet af marengs, som er farvet sort med sort pastafarve. Alligevel er kullet nok en lille påmindelse om, at det dog altid betaler sig bedst at være artig. Så mon ikke alle børn i familien får lidt af det søde kul?

Ligesom man i USA stiller småkager og mælk frem til julemanden (der vist har stået i lære hos La Befana?), stiller man et lille glas Vin Santo og et par biscotti frem til La Befana, så hun kan styrke sig på sin vej. 

Og sådan knyttes opskriften på jule-biscotti og historien om La Befana sammen til ét enkelt juleeventyr, og det var derfor alt for i dag.

God tredje søndag i advent.