15/10/2024 0 Kommentarer
Alle Helgen... og Halloween
Alle Helgen... og Halloween
# Årets mærkedage

Alle Helgen... og Halloween
Allehelgen falder altid første søndag i november. Det er en søndag til minde om de døde, både dem vi selv har mistet og alle de mennesker, som har båret den kristne tro videre gennem generationer.
I middelalderen var Allehelgen den dag, man mindedes de mange kristne martyrer, der havde lidt døden for deres tro. Dagen efter var Alle Sjæles dag, hvor man bad for sine egne døde. Der var altså oprindeligt to mindedage i træk.

Allehelgensaften den 31. oktober 1517 slog Luther sine teser op på kirkedøren i Wittenberg, og dermed blev dagen også et startskud til en ny tid, nemlig den protestantiske kirkes opståen.

Men hvad er så Halloween, der lyder af noget af det samme, og som finder sted omkring samme tid?
Halloween har oprindeligt rødder i den gamle keltiske skik, Samhain, fra år 8-900 før Kristus. Omkring den 31. oktober fejrede kelterne enden på det lyse halvår og begyndelsen på vinteren. Det nye år begyndte ved Samhain.
På denne sidste dag i året mente man, at portene til dødsriget stod åbne, og at de afdødes sjæle steg op af graven for at bevæge sig til dødsriget. Derfor satte man mad og lys ud på gravene for at sikre, at de døde havde mad til rejsen og lys til at finde vej og derfor ikke ville tage varigt ophold på jorden.
Ved mødet med kristendommen blev den oprindeligt keltiske fest forsøgt smeltet sammen med de kristnes allehelgensfejring (det engelske ord halloween er en sammentrækning af "All Hallows' Eve", på dansk allehelgensaften).
Nu står den på hyggelig uhygge, på 'slik eller ballade' og udhulede græskar til Halloween. Ligesom fastelavn er det mere for børn - og hvor de dog har det sjovt i deres små, uhyggelige spøgelsesdragter. Børn skal ikke gruble over døden. Vi voksne tænker mere over døden og dem, vi har mistet, og sådan skal det også være.

I vores kirker, Skivholme, Sjelle og Skjørring kirker, bliver Alle Helgen markeret ved en særlig gudstjeneste. Tit en aftengudstjeneste, hvor navnene på dem, vi har mistet i sognene i løbet af året, bliver læst op. Det er en smuk skik, hvor man får lidt tid til at tænke over, hvem de var og sende dem en stille hilsen.
Kommentarer