Endnu engang er vi kommet til den 5. søndag i fasten, Mariæ Bebudelsesdag. Den protestantiske kirke bruger ikke meget det med helgener, og derfor bliver der heller ikke gjort så meget ud af Jomfru Maria her, som der gør i katolske lande. 

Men Mariæ Bebudelsesdag fejrer vi dog. Oprindeligt var dagen altid den 25. marts, så det passede med, at Maria havde termin den 24. december.  Ved helligdagsreformen i 1770 blev dagen flyttet til 5. søndag i fasten, søndagen før palmesøndag.

Dagen var den dag, hvor ærkeenglen Gabriel kom til Maria og fortalte hende, at hun skulle føde guds søn. Breaking news... ikke lige til at håndtere for en ung, nyforlovet kvinde. Hun tog det dog med fatning, siges det. Hendes svar var nemlig: 'Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord'.

En modig udtalelse, og ingen ved, hvordan hendes forældre tog den nyhed. Mon ikke far Joakim og mor Anna var glade for, at pigebarnet i det mindste var forlovet? Det var jo et mellemøstligt land, og der har stenene altid siddet lidt løst, hvis der var noget at forarges over.

I Matthæusevangeliet fortælles det, at da Maria blev gravid, planlagde Josef faktisk at hæve forlovelsen. Men i en drøm hørte han en stemme, der bad ham om at blive sammen med Maria og tage sig af barnet, for det var undfanget ved Helligånden. Barnet skulle han give navnet Jesus (Matt. 1,18-25).

Alt endte derfor godt for den lille familie i første omgang. Jesus blev født, fik brødre, blev opdraget og kom i tømrerlære, som det var tradition i den familie. Hvad der siden skete, ved vi. Godt, de ikke vidste det dengang...

I modsætning til mange af årets mærkedage har Mariæ Bebudelsesdag ingen førkristelige, folkelige aner. Det ligger jo lidt i dagens navn, at det er en ren kristen mærkedag, og der er heller ingen førkristelige mærkedage i nærheden. Det er dog nogle steder tradition at have blåt tøj på den dag (Jomfru Marias kåbe fremstilles oftest som blå - himlens farve), og i nogle lande er det tradition, at gravide skal forkæles ekstra den dag. Det er nyere traditioner, som vi da godt kan tage til os?

Folkekirken bruger som sagt ikke det med helgener - i hvert fald ikke ret meget. Men alligevel er Jomfru Maria noget særligt. Tænk på alle de kirker, der hedder noget med Vor Frue. Ingen af dem skiftede navn efter reformationen. Og tænk på, hvordan kunsten har fundet inspiration i Mariaskikkelsen. En tur på ethvert kunstmuseum vil vise dig, at det altid har været populært at male Maria. Renæssancemaleren Filippo Lippi malede de mest underskønne billeder af Maria. 

Billedet hænger i Uffizi Galleriet i Firenze. Modellen var malerens hustru, og både den buttede baby og den lille frække knægt, der skal forestille Johannes Døberen som barn, er deres børn. Den romantiske udgave af den historie lyder, at Filippo Lippi var munk, og hans smukke hustru, Lucrezia Buti, var nonne. De forelskede sig dog inderligt i hinanden, og fordi deres kærlighed var så stor, fik de lov til at blive løst fra klosterløftet og blive gift. Se det var en historie om kærlighed, der egentlig ikke har meget med Maria at gøre, men som alligevel bliver afslutningen på historien om Mariæ Bebudelsesdag.