21/12/2024 0 Kommentarer
Fjerde søndag i advent - adventskalenderens sidste låge for i år
Fjerde søndag i advent - adventskalenderens sidste låge for i år
# Adventskalenderen 2024

Fjerde søndag i advent - adventskalenderens sidste låge for i år
Så blev det 4. søndag i advendt, der i år falder kun 2 dage inden juleaften. Hvad kan vi komme med af gode juleideer så tæt på den store dag? Jeg er sikker på der er styr på maden – i hvertfald hvad det skal være og sikkert også hvordan det skal laves – der ændres jo ikke meget på vores traditionelle menu. Så langt henne i december er langt de fleste af de resterende forberedelser også vel overstået. Så det jeg vil komme med i dag et bud på er en nem og let variable bordekoration med levende lys, en der kan bruges til julebordet enten på juleaften eller dagene der kommer med de klassiske julefrokoster 1. og 2. juledag.

Det du skal bruge er:
Et fad – jeg har valgt et aflangt, da det passer bedst på vores bord. Men det kan lige så godt være rundt.
Stedsegrønt – jeg har brugt gran, blød ene, tuja og hønseben alt sammen fra haven. Du kan også sagtens bruge kristtjørn, buksbom, mos eller hvad du lige har ved hånden.
2 til 4 Lys afhængig af fadets størrelse.
Pynt som kogler, flettestjerner, glaskugler, porcelænsfigurer, det er næsten kun fantasien der sætter grænser.

Start med at sætte lysene på fadet, og læg løst det stedsegrønne omkring. Nogle vil sikkert foretrække at sætte det i ler eller oasis, men jeg kan godt lide at dekorationen er lav, og når det grønne bliver for trist at se på - for det gør det jo ret hurtigt, skifter jeg det bare ud uden en masse besvær.

Det gør ikke noget at man kan se fadet, og det er bedre med lidt end for meget så det ikke kommer for tæt på lyset når det brænder ned. Stykkerne skal helst ikke være for store, det er pænt at det stikker lidt ud over fadet, men begræns det til nogle centimeter. Så enkelt har du basen for din dekoration, og her på den første har jeg brugt små glaskugler og kogler som pynt.

Det behøver ikke være sirligt lagt på, strø med løs hånd kuglerne ovenpå det stedsegrønne og prob også lidt ned imellem grenen. Wupti så er den klar.

Med få ændringer i pynten får du et helt andet udtryk – prøv for eksempel at sætte nogle porcelænsfigurer ned i det grønne, eller brug papir stjerner i stedet for glaskugler.

Er du mere til fyrfadslys er det også meget stemningsfuldt at sætte små glas på fadet så lysene nærmest står nede i det grønne. Det er også mere sikkert med glassene, hvis man ikke kan holde øje med dekorationen i løbet af aftenen, hvor det jo sker så meget andet. Uanset hvad du vælger, er jeg sikker på at med disse enkle trin, kan du sagtens skabe en smuk og personlig bordekoration. God fornøjelse.

Herfra er der kun tilbage at sige tak fordi du fulgte med her på vores hjemmeside, vi ønsker dig en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.
Kommentarer