Nu kom vor pinseliljetid, nu har vi sommer skær og blid…

Pinsen kunne altså ikke komme på en bedre årstid. Alt derude spiller med til at gøre det til en festlig tid, og pinsens sange og salmer jubler af fryd over forsommerens livskraft. Fuglesang, blomster og grønne blade.

Det dufter lysegrønt af græs. I al sin glans nu stråler solen. Billeder fra lige udenfor i sang og musik. 

Pinsen er den kristne højtid, hvor man fejrer Helligåndens komme og kirkens fødselsdag. Men som altid: før vi begynder på ‘hvorfor’, tager vi ‘hvornår’:

Der er altid 50 dage, eller syv uger, mellem påskedag og pinsedag. Pinsens navn kommer af det græske pentekoste, der betyder den halvtredsindtyvende.

Pinsen kaldes kirkens fødselsdag. Det var den dag, hvor helligånden kom med ‘tunger af ild’, der på et splitsekund lærte apostlene mange forskellige sprog, så de kunne gå ud og udbrede budskabet om Jesus og den kristne tro.

Det beskrives sådan her i Bibelen i Apostlenes Gerninger, kapitel 2:

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet.  Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.  Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.  Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Rent historisk falder pinsen sammen med den jødiske helligdag Shavuot. Den dag fejrer jøderne, at Moses fik stentavlerne med de 10 bud på Sinai bjerget, og jøderne indgik den pagt med Gud, som lige siden har betydet, at de ser sig selv som Guds udvalgte folk. Samtidig var det en høstfest, hvor man fejrede, at hvedehøsten var i hus. Det foregik jo lidt sydligere end her, hvor hveden i pinsen kun står grøn endnu.

I pinsen mødtes man på gader og stræder, og hos hinanden. Derfor var disciplene også samlet den dag.

Disciplene var af gode grunde rådvilde og ulykkelige. I tiden fra påskedag, hvor Jesus stod op af graven, havde de mødt ham igen og igen på forskellig vis. Men nu var han væk fra jorden for alvor. Han var steget til himmels på Kristi Himmelfartsdag (god timing), og apostlene vidste ikke, hvordan de skulle løfte den enorme opgave, de havde fået, nemlig at gå ud i verden og udbrede den kristne tro.

Så kom helligånden med sit sus, sin kraft og sit livsmod, og disciplene fandt ud af, at de kunne meget mere, end de troede. Den dag blev kirken født.

Helligånden er ikke noget, man kan se. Derfor bruger man symboler for at beskrive den. Almindeligvis en due, der symboliserer fred, håb og ånd. Men også ild bruges som symbol på pinsen. Ild varmer og forandrer. Og ild oplyser. Jesus selv sammenligner helligånden med vinden. Den blæser, hvorhen den vil. Du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra eller hvor den farer hen. 

Af folkelige traditioner er der her i landet langt færre end ved andre helligdage. Det skyldes måske, at pinsen ikke har været en højtid her højt mod nord i førskristelige tider. Der er ingenting fra gamle dage at føre med ind i pinsen. 

En gammelt ordsprog siger dog, at man skal være færdig med at kalke til pinse, og der er endnu et talemåde, hvor pinsen indgår: ‘Renlighed er en god ting, sagde kællingen. Hun vendte sin særk til pinse’. Det siges også, at man pinsemorgen skal tage en ny kost og gå ud foran sin hoveddør og feje fra havelågen til hoveddøren for at feje lykke, held og godt helbred ind i huset. 

En nyere tradition er pinsekarneval, men samba er nok mere folkeligt i Brasilien end i Skivholme.

Pinsefrokost skal vi dog have – gerne frokost i det grønne. Pinsesolen skal danse, hvis den da ellers får lov for regnen, og skoven skal blive rigtig grøn. For til pinse skal skoven nemlig være rigtig grøn.

Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn,
så skal vi derud hver en gårdmandssøn,
og så er det skikken nu her til lands
at svinge de piger i lystig dans.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,osv.

Mere livskraft, mere livglæde, mere sang, mere styrke. Vi er tilbage ved udgangspunktet. Naturens ustoppelige kraft i forsommeren. For som der står i ‘Det dufter lysegrønt af græs’:

Hvert kim og kryb i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.

Det er pinsen.