Valg til menighedsrådet

Valg til menighedsrådet

Valg til menighedsrådet

# Tidligere arrangementer

Valg til menighedsrådet

Tirsdag den 17. september kl. 19 i Skjørring forsamlingshus

Onsdag den 18. september i Sjelle forsamlingshus

'Torsdag den 19. september i sognegården

er der valg til menighedsrådet - det, der kaldes Valgforsamling - og DU er inviteret.

Men hvorfor tre aftener i træk? Jo, det skyldes, at vi har tre sogne. Der skal vælges repræsentanter for hvert sogn, selvom vi kun har ét menighedsråd og én præst. Sådan er reglerne.

Selvom du ikke har tænkt dig at stille op til rådet, vil vi rigtig gerne se dig en af de tre aftener. Det er ikke som i mange foreninger, hvor man dårligt tør gå forbi lokalerne på dagen for generalforsamlingen af frygt for at blive presset ind i en bestyrelse. Den følelse kender jeg i hvert fald.

Men nej. Vi vil bare gerne se dig. Og vi vil også gerne give en kop kaffe og et stykke kage.

For valgene er demokratiske - dem, der får flest stemmer kommer ind. Er det kun de berømte Tordenskjolds soldater, der vælger hinanden, jamen så forsvinder lidt af ideen med et demokrati, gør den ikke?

Har du lyst til at stille op, er du også velkommen - også som suppleant. For hos os er suppleanterne også med i det omfang, de har lyst og orker, og der er masser af spændende ting at engagere sig i, når det gælder menighedsrådsarbejdet.

Det kan du læse mere om i den artikel, jeg skrev i sidste nummer afKirkebladet. 

Side fra Kirkebladet

Er teksten for lille at læse på billedet, står den også her:

Hvorfor være med i menighedsrådet?

Der er menighedsrådsvalg i år, og jeg har tænkt mig at stille op igen. Bliver jeg valgt, vil det være min tredje periode i menighedsrådet. Men hvorfor orker jeg at se frem til endnu en fire års periode? Efter otte år burde jeg så ikke vide bedre? Er det ikke alt for meget bøvl og arbejde?

Nej. Jeg vil gerne være med i menighedsrådet, fordi jeg synes det er interessant, frivilligt arbejde, der meget ofte også er sjovt. For i menighedsrådet er der mulighed for at beskæftige sig med en hel masse forskellige ting alt efter interesse og evner, og man har reel og direkte indflydelse på, hvad der sker i sognet - med kirkens bygninger, kirkens jord, økonomi, og personale. Man er også med til at finde på arrangementer – udflugter, sogneaftener mv.

Ja, og så skal rådet også finde en ny præst på et tidspunkt. Vi mener ellers, at Thomas mindst skal blive, til han er 70.

Jeg er lige nu sekretær, næstformand og webmaster i rådet, og så er jeg med til at lave Kirkebladet. At skrive artikler til bladet og til hjemmesiden, tage billeder til arrangementerne – og kirkerne og meget mere er noget, jeg virkelig elsker at gøre. Det vil jeg gerne blive ved med. Økonomi, møder om budget, hvornår der skal kalkes og den slags, vil jeg gerne holde mig langt væk fra. Men det er der jo andre, der både kan og vil, og tilsammen dækker vi alle områderne.

Vi har udvalg, der tager sig af de forskellige områder, som kirkegård, præstegård og aktiviteter, og man kan melde sig til det, man er bedst til og har mest lyst til.

Der er opgaver, hvor det er smart at være pensionist. Som kirkeværge for eksempel, så man kan mødes med håndværkere i arbejdstiden uden at skulle tage fri. Men hovedsageligt kan det at være i rådet sagtens forenes med arbejdet. Jeg har ikke skullet tage fri endnu.

Møderne er der 10 af om året. Et hver måned undtagen i juli og december. Der gennemgår vi, hvad der er sket i løbet af måneden, og hvad der skal ske i den næste. Vi snakker tingene igennem, fordeler opgaver, og så er der en hyggestund med kaffe bagefter. Af og til kan jeg godt sukke over at skulle afsted, når jeg nu lige er kommet hjem. Sådan har man det vel altid lidt. Men når man først er ude af døren, er det glemt igen.

Hvis du kunne tænke dig at være med, så kom til informationsmøderne – eller kom og vær med i et menighedsrådsmøde, så du kan se, hvordan det foregår. Møderne er offentlige, og kun hvis der skal diskuteres noget med personer, bliver gæster bedt om at gå udenfor. Og der er kaffe bagefter. 

Karen Engell Dalsgaard


Du vil måske også kunne lide...

0
Feed